Af Alexander Bendtsen
Med store hovedrollepræstationer i anerkendte værker som Oscar-vinderen Slumdog Millionaire (2008) og A24-perlen The Green Knight (2021) har Dev Patel bygget et omdømme som en fantastisk skuespiller, der brænder for filmkunsten og legen med format som ligger deri.
Det kan derfor ikke komme bag på mange at han i spillefilmsregi før eller siden skulle finde vej til instruktørstolen med eget manuskript. Til gengæld er det betydeligt mere overraskende, at den eksperimenterende filmkunstners første instruerede spillefilm i bund og grund tilhører den meget moderne og efterhånden konventionelle actionfilmskategori, der lidt kækt kaldes John Wick-klonen.
Begrebet dækker over en subgenre af actionfilm, der æstetisk efterligner den mesterlige John Wick– sagas stil. Her former man gennem koreografi og kameraarbejde kampscener, der brutalt og nærmest rytmisk blander kampsport, nærkampsvåbenkundskab og skududvekslinger, oftest indrammet i en hævnfortælling.
En stil som Patels spritnye Monkey Man benytter sig af, ofte på meget underholdende vis. Det gør den netop med en vendettafortælling, om en ung undergrundskæmper fra Indiens socioøkonomiske rendesten på hævntogt mod de magthavere, der myrdede hans mor og tog hans hjem fra ham.
Fortællingen bygges nemlig op omkring fantastiske vilde actionscener med hæsblæsende koreografi, hvor Patel finder sig selv i voldsomt brutale næve- og knivkampe med byens modbydelige politichef (Sikandar Kher),og hans håndlangere.
Det er filmet og klippet skarpt og kreativt i indstillinger, der derudover udfyldes med æstetisk spændende scenografi. Kummerlige slumkvarterer, glamourøse luksuslokaler og mytisk vægkunst
bades i neonbelysning, der giver billedsiden et gennemgående kunstnerisk element, hvor der ofte leges med farvemæssige kontraster på elegant vis under de hektiske kampe.
Alt sammen akkompagneret af forrygende soundtrack og et gennemgående hårdtslående lydbillede, der giver kampene vægt og slagkraft.
Det er så vellavet og stilistisk sprudlende, at det i høj grad underholder, på trods af at filmen i disse kampscener flere gange forråder sin interne logik i så høj grad, at det frarøver filmens fortælling fra frustrerende meget troværdighed. Fra topsikkerhedsvagter der er komisk underbevæbnet, til en længere sidefortælling om matchfixing af undergrundsslåskampe, der ikke giver særligt god mening.
Filmen flirter også med en interessant dekonstruerende tilgang til action-vendettafortællingen. Det gør den ved at gøre sin hovedkarakter mere ”ordinær” hvad angår kampevner end hvad man normalt ser i genren hvilket giver en effektivt kaotisk dynamik til nogle af actionscenerne. Her er Patels karakter mere i menneskehænder end den typiske actionhelt, og er i højere grad er afhængig af sin kløgt. Dette element forlades dog til fordel for nogle meget letkøbte udviklinger i fortællingen, så Patel hurtigere og nemmere kan støbe en mere hårdkogt actionhelt.
Men hvor fortællingen er flakkende i forhold til opbygning, er den mere fast besluttet rent tematisk. Og hvor Patels manus har sine svagheder – så er Patels skuespil en af fortællingens helt store styrker.
I dualiteten mellem vores hævner fra samfundets bund, og hans fjender fra eliten skinner Patels kritik af det indiske kastesystems groteske socioøkonomiske ulighed og korruption tydeligt igennem.
Det er set før, og beskederne er åbenlyse, men Patel kanaliserer en intens boblende vrede primært igennem udtrykket i sit skuespil, uden at det særligt ofte behøves at blive understøttet af ord. Frustrationen er så troværdig og smittende fra Patel, der også selv er af indisk afstamning, at det er meget nemt at blive engageret i hans hævntogt. Også selvom skurkenes sideløbende onde planer centreret om en valgkampagne er underfortalt og uinteressant.
Derudover er ”luksus”-bordellet, der udgør en slags gennemgående arena for filmens opgør et effektivt symbol på det større samfundsmæssige opgør, der skal tages med det kvalmende kvindehad, der plager store dele af Indien.
Hovedpersonens tematiske paralleller til Hindu-guden Hanuman er også tydeligt forklaret og skildret. Det giver personlighed til hovedkarakteren og kobler effektivt hævnfortællingen op på lokal religion og kultur. Hele sidefortællingen, hvor han deltager i undergrundskampe under sit netop Hanuman-inspirerede abemandsalias, er dog noget usammenhængende og karikeret pjat.
Monkey Man kan ikke løbe fra sit ’John Wick-klon’ mærkat. Den kommer dog ikke i nærheden af at være lige så god som John Wick-filmene og er heller ikke lige så godt skruet sammen som de bedste af sagaens kloner som Extraction (2020) og Sisu (2022). Men trods sine svagheder kommer Patel med nok kvalitet både foran og bag kameraet, til at hans spillefilmsinstruktørdebut resulterer i en aldeles underholdende actionbasker der klæder det store lærred.
Kommentarer